Vi trak lod om pigen og aben | De grå sider

i De Grå Sider

Nogle venner, jeg har, og jeg var i byen en aften og snakkede om at få noget på den dumme. Der sad en pige i cafeen helt ovre i hjørnet og så rimelig ensom ud, og vi indgik hurtigt et væddemål om, hvem der kunne score hende.

Hun så lidt bleg og halvtynd ud, men var forholdsvis køn, og hendes store babbedutter var der ikke noget i vejen med, ligesom hun også havde en dejlig bred mås. Hun havde fregner og halvlangt, brunt hår, og så drak hun lemonade med vodka. Vi trak lod med nogle tændstikker, om hvem der skulle være den første af os.

En fyr, vi kalder “Tjamen”, fordi han aldrig kan sige en sætning uden at begynde med dette ord, skulle være den første. Han gik kækt hen og gav sig til at snakke med hende. De kom tilsyneladende hurtigt på bølgelængde, og kort efter forlod de cafeen hånd i hånd.

Vi gloede på hinanden og besluttede at følge efter. Vi så, at de smuttede ned i en kælder, og hun låste sig ind gennem en kælderdør. Tjamen, der egentlig hedder Lennart, spurgte selvfølgelig, hvad de skulle der, men fik kun at vide, at dér holdt hun til.

Vi så nu, at det var bagindgangen til en dyrehandel, og der var et vindue i døren, så vi stillede os op og gloede ind.

De begyndte at kysse, og Lennart tog hende fat på patterne inden for trøjen. Hun stak den ene hånd i hans bukser, og han krængede hurtigt hendes trøje af, hvorpå hun resolut smed sine hvide trusser på gulvet.

Inden vi så os om, var de godt i gang. “Tjamen” havde krænget hendes trøje af, og hun havde selv smidt sine hvide trusser på gulvet. De lå ned på gulvet i en slags vidt spredt missionær på nogle tæpper, og Lennart arbejde dybt og hurtigt. Faktisk mosede han så grådigt på, at han vist ikke havde langt igen. Men pludselig kom et mærkeligt væsen springende et eller andet sted fra og gav sig til at slå Tjamen og kradse ham voldsomt. Vores ven sprang op med slatten stiverik og værgede fortvivlet for sig og holdt samtidig den ene hånd foran skridtet, så godt han kunne.

Pigen smilede og gav sig til at klappe og stryge dyret, der viste sig at være en stor abe. Vi kunne se, at der strittede noget foran forneden på aben, og den sprang ind på hende og begyndte at gøre tilnærmelser. Men nu var det åbenbart Tjamens tur.

Han var tilsyneladende kommet sig over forskrækkelsen og greb fat i aben og kylede den væk. Vi kunne høre hylet helt uden for døren. Fuldstændig arrig og afsindig for den imidlertid nu på ham igen med fuld abepik.

Hurtigt drejede han sig væk fra angriberen, men det var ikke smart, for aben greb rundt om ham bagfra med begge sine lange arme, og han var jo stadig bar røv og kugler. Nu kom pigen ham imidlertid til hjælp. Hun tog den kyndigt i hånden og halede den lidt modvilligt tilbage til sit bur og fik lukket lågen til. Nu sad den så der og skulede, mens hun atter vendte sig mod Lennart og antydede, at han skulle lægge sig op på et bord.

Hun satte sig overskrævs på ham og gav ham en tur, som vi andre ude bag døren aldrig havde set magen til. Vi kunne se, hvordan det saftede ned ad hans behårede lår, og noget kunne tyde på, at det var noget, hun havde savnet længe (sandt at sige så sådan en abepik også temmelig lille og tynd ud). Da hun var færdig, lå vores kammerat og gispede stakåndet på bordet. Pigen trak sine hvide trusser og jeans på igen. Imens lå Tjamen og pustede på bordet. Han havde vendt sig om på siden med ryggen mod hende og prøvede at finde en cigaret i sin skjortelomme.

Han så derfor ikke, at hun gik over til abeburet og lukkede hanaben ud igen. Med skrig sprang den direkte op på bordet og begyndte at bearbejde hans balder. Han brølede forskrækket og dækkede desperat for sig. Så kom pigen direkte hen og lukkede døren op, og der stod vi jo alle sammen og gloede dumt. Hun blev dog ikke spor forskrækket, da hun så os, men spurgte blot:

– Hvem skal være den næste? vi grinede lidt fjoget og skyndte os at trække os baglæns, idet hun fløjtede efter aben, der kom humpende med det samme.

– Tag og forsvind med jeres ven, sagde hun så på en måde, der ikke kunne misforstås, så forsvinder jeg med min.

Manse skal fodres, og mon ikke I også kunne trænge til en drink tilbage på cafeen, hvor I kom fra? Vi fulgte hendes råd, og selv om vi sikkert alle sammen hver for sig prøvede at besøge pigen igen de følgende dage, opnåede vi aldrig noget.

Hun var aldrig i butikken, lige meget hvornår på dagen, vi kom, og hver gang vi bankede på kælderdøren, kunne vi høre aben skrige op som en gal.